Torre
de Moncorvo.

Torre de Moncorvo ligger i det tørrere, højereliggende landskab i Trás-os-Montes, hvor Douros skiferterrasser giver plads til skiferbakker beplantet med mandeltræer. Selve byen er kompakt og uhastig: et gitter af granit- og skiferhuse klatrer op mod Igreja Matriz, en af de største sognekirker i det nordlige Portugal, i en skala der overgår en by af denne størrelse og som er værd et roligt kig. Gaderne i nærheden bærer de blå-hvide azulejo-paneler, der er almindelige i regionen, indarbejdet i butiksfacader og kapelfacader snarere end forbeholdt et enkelt monument.

Den egentlige grund til at blive to eller tre nætter er landet omkring byen. Quintas — Douro-vinlandbrug, mange stadig familiedrevne — spreder sig over de terrasserede skråninger nedenfor, og flere tager imod besøgende til en gåtur gennem vinstokkene og en smagning skænket af hvem der åbner døren, ingen tidsbestilling nødvendig hos nogle af dem. Mellem vinmarkerne farver mandellundene bakkerne hvide i et par uger hvert forår, en mere stilfærdig, mindre overfyldt modvægt til de mandelblomster, der trækker større folkemængder længere nede i dalen.

Torre de Moncorvo grænser også op til Douro Internacional Naturpark, og de ujævne spor over byen giver udsigt ned i flodkløften uden at kræve en lang vandretur for at nå dem. De lokale køkkener bygger på det, landet producerer: mandler dukker op i kager og saucer, og lam og vildt fra Trás-os-Montes står på de fleste kroers menuer sammen med et glas Douro-vin. En håndfuld quintas i det omgivende landskab tager overnattende gæster, med aftensmad bygget op omkring gårdens egne flasker og udsigt over vinmarkerne snarere end et fast program; i byen tager enkle, familiedrevne pensionater sig af resten.

To eller tre dage er nok til at gå de gamle gader roligt igennem, besøge en eller to quintas og opleve mandel- og vinlandskabet i det tempo, det fortjener. Der er ikke meget her at sætte kryds ved på en liste, hvilket egentlig er hele pointen.